Egentlig ville Andreas Bang og Klaus Vesti bare stå på ski hele tiden. Og det gjorde de sådan set også.

De havde mødt hinanden på et kursus for skiinstruktører i 2002 i Østrig og arbejdede nu sammen på SkiAkademiet, som Andreas havde startet. Klaus arbejdede gratis, for han synes bare, det var fedt at stå på ski og uddanne eliteskiløbere.

Andreas opdager CrossFit 
I sæsonen 2006, mens de nød pulveret og de lækre pister i Val d’Isére, fandt Andreas ”Gym Jones” på internettet. Gym Jones er et træningscenter, der som et af de første indførte en type træning, der minder meget om CrossFit. 

Efterfølgende fandt Andreas frem til crossfit.com og begyndte herefter at følge dagens WOD (Work Out of the Day).


Klaus prøver – og kaster op
I maj 2006 prøvede Klaus for allerførste gang kræfter med CrossFit.
Det foregik på et hotel-gym i Østrig. Andreas serverede en herlig chipper (lang workout med mange øvelser), hvor der indgik løb på løbebånd, GHD sit ups, back extensions, thrusters og meget mere.

Efter 800 meter løb, 50 GHD sit ups og 50 back extensions måtte Klaus dog give op og gå udenfor og kaste op. 

I Fitness World med hjemmelavet medicinbold

Klaus var alligevel solgt, og da sæsonen sluttede, begyndte de to venner at dyrke CrossFit i Fitness World på Lyngbyvej.

På det tidspunkt arbejdede Klaus om aftenen som bartender på Heidi’s Bier Bar i København. Så med en hjemmelavet medicinbold under armen tog han og Andreas hver formiddag ned i Fitness World og fyrede en WOD af.

To udøvere bliver til syv

Hver eneste dag spurgte folk, om de kom fra militæret, eller om de var trænere på politiskolen. Og jævnligt kunne andre medlemmer i Fitness World ikke få en vægtstang eller en plads i lokalet, da de to herrer var i gang med at lave ”Linda” (En work out der kræver tre vægtstænger pr. mand).

Efterhånden begyndte flere af deres venner at træne med, og jævnligt stod der fem-syv ”tosser” i Fitness World på Lyngbyvej og dyrkede CrossFit, mens folk i maskiner sad og rystede på hovedet.

CrossFit afløser skiløb 
Men sneen kaldte, og i vinteren 2006-07 tog Andreas og Klaus igen til Val d’Isére med Skiakademiet. Med i rygsækken var også CrossFit, og snart skulle eleverne på SkiAkademiet ikke blot lære at kante og sætte staven korrekt i sneen. De blev også hevet med ned i et gym og tvunget til at dyrke den mærkelige motionsform, de to lærere havde taget med fra Danmark.

Det endte med, at Andreas og Klaus stort ikke fik stået på ski. I stedet dyrkede de CrossFit.


Sjipning er farligt 
Da de kom hjem og tog ned i Fitness World, blev de mødt med et forbud, der sluttede deres medlemskab. Sjipning var blevet bandlyst, og samtlige sjippetov var blevet fjernet fra centret. Årsagen var, at en person var blevet ramt af et sjippetov. 
Nu var det farligt og forbudt at sjippe.

CrossFit Copenhagen bliver til
Andreas foreslog, at de skulle have deres eget sted at træne. Første idé var, at de skulle have en lille varevogn med udstyr. Så kunne de køre rundt og træne, hvor det skulle være. Senere blev ideen udvidet til, at de skulle have en lille garage med udstyr. Men det fangede heller ikke an, og i november 2007 åbnede de selskabet CrossFit Copenhagen.

På det tidspunkt eksisterede CrossFit Copenhagen kun på et stykke papir. Men i stedet for at finde et lokale, købe udstyr og skaffe medlemmer, tog de til Frankrig for at stå på ski. Så kunne de udvikle forretningsplanerne, mens de var af sted, mente de.

Kirken bliver fundet
Men så indtraf episoden, der formentlig er skyld i, at Kirken på Griffenfeldsgade i dag indeholder kettlebells og traktordæk i stedet for hobbymaling og udstyr til blomsterbinding. 

Klaus styrtede på ski og flækkede sin venstre knæskal. Det betød en tur hjem på forældrenes sofa. Tiden gik med at læse CrossFit Journal og søge efter lokaler på Den Blå Avis’ hjemmeside.

En dag i marts 2008 dukkede Kirken på i en annonce. På krykker og med hjælp fra farmand tog Klaus ud og besigtigede stedet. Han tog tre billeder og sendte dem til Andreas. Svaret kom hurtigt tilbage: ”Vi tager det!”


50 centre på fire år
Så havde de travlt. Andreas lavede en forretningsplan og gik i banken for at låne penge. Efter planen ville de to have 50 centre på fire år, og efter endnu et år ville de have centre i Sverige, Norge og Tyskland. Ambitionerne over for banken fejlede ikke noget.

Men der skulle alligevel nogen bekendte til Klaus’ forældre til for at overbevise banken. Da de lånte penge til de to iværksættere, turde banken også.

Andreas var kommet hjem den 1. maj, men 10 dage senere tog han til USA for at blive uddannet som træner i CrossFit. 

Så situationen var den, at Andreas var væk, Klaus var på krykker, og foran dem lå en kirke, som en måned senere skulle være klar med nyt gulv, stativer og redskaber. Kort sagt, de skulle have hjælp.

800 km for 20 m2 gulv
Den kom dog i stor stil fra venner og familie, og 31. maj var alt klar til den store åbning dagen efter.

Eller det vil sige næsten klar. Klaus havde bestil 20 m2 gulv for lidt. Og da firmaet lå i Aalborg, var Klaus nødt til at bede farmand om endnu en stor tjeneste. Så de to satte sig i bilen, kørte 400 kilometer til Aalborg, smed 20 m2 gulv i bagagerummet og kørte 400 kilometer tilbage til København.

Men de nåede det. Og cirka 15 minutter før døren blev åbnet til den første introtime, blev de 20 m2 gulv rullet på plads.

Den mest grundige intro nogensinde...
1. juni 2008 kunne 37 nysgerrige deltagere derfor træde indenfor til den første introtime i CrossFit Copenhagens historie.

Andreas og Klaus lavede en grundig introtime. En meget grundig introtime. De viste næsten alle øvelser, der findes i CrossFit. Snatch, clean, thrusters, alle forskellige press, front- og back squat, dødløft, muscle ups, sit ups, pull ups, L-sit og mange, mange flere. 

Kort sagt, det var en meget lang intro, før de 37 fremmødte selv skulle prøver kræfter med CrossFit. Men det fik de så til gengæld også lov til i stor stil.


…og den hårdeste intro-wod nogensinde
I dag bydes kommende medlemmer velkommen med en 8-10 minutters intro-wod. Men den 1. juni 2008 skulle de 37 fremmødte igennem wod’en ”Fight gone bad”, som er 3 runder af wallballs, 
sumodeadlifthighpull, box jumps, push press og roning. Man arbejder et minut ved hver station og har et minuts pause efter hver runde. 

Et godt bud er, at introtimen 1. juni 2008 er den hårdeste nogensinde i CrossFit-verdenshistorien.

I dag verdens største
Men CrossFit var kommet til Danmark, og i Kirken var der fire hold om dagen. Meningen var, at den første måned skulle være gratis, men allerede efter 14 dage forlangte folk at betale for at gå der.

Resten er historie. I april 2010 åbnede Klubben på Østerbro, i januar 2011 åbnede Apoteket på Amager, i august 2011 slog Trykkeriet i Nordvest dørene op, i januar 2012 åbnede Fabrikken i Hellerup, i april 2012 åbnede Centralen på Vesterbro, i april 2013 åbnede Værkstedet i Vanløse, i september 2013 åbnede Smedjen på Ydre Nørrebro og i september 2014 åbnede Posthuset i Gentofte.

Med over 7.000 medlemmer er Crossfit Copenhagen i dag verdens største CrossFit affiliate.

Ikke dårligt af to fyre, som egentlig bare ville stå på ski.